5 trofaste etapedeltagere har de seneste år reklameret for dette skønne arrangement. Det er en stor løbeudfordring og fantastisk naturoplevelse. I år, hvor EB (Etape Bornholm, ikke Ekstra Bladet) havde 25 års jubilæum, havde hele 9 Valbyløbere tilmeldt sig. Den gamle skare – Peer, Janne, Lene Larsen, Erik og Bibi, og af debutanter var der Lene Daugbjerg, Camilla Pagh, Christian og Camilla Andersen.

Desværre endte vi med kun at være 7, der stillede til start den første etape i Hasle. Kort før tid måtte Bibi melde fra pga. en langvarig skade. Vi regner med, at Bibi kommer stærkt igen til næste år – vi ved, nummeret er overflyttet! Lene D måtte dagen før løbet opgive, ikke pga. hobbitfoden, hvis (s)tilstand vi alle havde med stor spænding havde fulgt i ugevis op til løbet, men derimod med et slemt hold i ryggen. Sådan kan det åbenbart gå, når man får et gratis lift og dermed kommer så tidligt, at man ligger for mange nætter i en gæsteseng. Nå, alvorligt talt var Lene faktisk ret smerteforpint, og trods ambitioner om at stille til start om ikke andet så den sidste dag, valgte Lene til sidst at tage hjem før tid, ret forståeligt.

Hvad er nu lige Etape Bornholm? Kort fortalt er det et løb, hvor man over 5 dage løber et maraton, ganske som til Etape København, blot med den forskel, at EB løbes i meget forskelligt terræn.

Nøgleordene for etapen er natur, stemning, trætte ben, bakker, sand, hav, søer, sejre, hvedeøl (=restitution), sene aftensmåltider, solnedgange, MASK. Nu er jeg imidlertid ikke en kvinde af få ord, og EB er meget, meget mere end det. Derfor kommer her en detaljeret beskrivelse af turen, samt lidt om udfordringer relateret til.

  1. Hasle, 10 km. En relativt let rute, der udgår fra Hasle by, ud af landevejen, ad markveje og små stier, ind i skoven, langs vand til begge sider – Østersøen til venstre og den ret beskedne Pyritsø til højre. Let sandet bund, og næsten ingen bakker. De sidste 3 km følger man cykelruten ad grussti, inden man kommer retur via Fælleden og efter en lille svingtur rundt i Hasle løber i mål i havnen. Lyder lidt kedelig, men en smuk tur, hvor det er vigtigt at huske på, at skønt det ”kun” er 10 km, skal der være energi til resten af ugen også, så det gælder om at økonomisere.
  2. Dueodde, 5,8 km. Lyder ganske overkommeligt, men er i sand, og skønt ruten de sidste par år har været gjort lidt lettere, i og med at ruten på selve campingpladsen er udvidet, er det stadig for mange den værste etape. Starter med en lille km langs stranden, før man løber gennem klitterne ind på campingpladsen. Her er der DHL agtig stemning, blot med renere luft, når vi kommer løbende tværs gennem campinggæsternes aftensmåltid, hvor de sidder med lækker mad, rosévin og øl, hep og opmuntring. Og den har man brug for, for inden man ved af det er man tilbage på sandet, som i år var ekstra blødt pga. tørken. Her venter endnu små to km, før man løber op i klitterne. Nu er man træt og har måske våde og i hvert fald sandfyldte sko, men der mangler stadig det værste – eller sjoveste, om man vil.  Klitter på 4 hhv. 6 meter hver lyder ikke af meget, men i det løse sand kommer man bare ingen vegne. Endelig kan man blæse ned ad den sidste klit, forbi det gamle fyrtårn, og i opløbet på en asfaltvej, hurra! Over målstregen kan man så finde et sted at brække sig, og der er søde mennesker til at hjælpe. Man kan også godt nøjes med at få vand, saft eller frugt.
  3. Almindingen, bakket skovetape, 7,8 km. Hyggelig rute i skovens dybe stille ro. Starter med godt en km opad, og så går det ellers over stok og sten, op og ned, op og ned, op og ned. Ca. halvvejs kan man fra toppen af en bakke se ud over hele det sydlige Bornholm, før det går nedad igen. Snart løber man glad og tænker “endelig går det nedad”, runder et hjørne, øjner og hører på det heftigt heppende publikum at målstregen er nært forestående. Man skal bare lige op ad den sidste bakke der… Som man kommer løbende, kan det godt se ud som om den har tendens til at gå lige op i luften, men det er mest første gang man deltager, at man har den slags vildfarelser. For har man været med mere end én gang, ved man, at det næste dag er værre…
  4. Hammeren, også kaldet bjergetapen eller Kongeetapen, 8,5 km. Starter på Hammer Havn, hvor os, der står sidst i feltet, kan følge de hurtigste løbere spurte op ad den første bakke. Hvis man kan kalde en brostensbelagt vej med en stigning på 13 % for en bakke. Nuvel, så langt øjet rækker kan man se løbere, for det går bare opad de første 2,2 km, til man løber ind i skoven og runder en smuk udsigt til det gamle granitbrud. Endelig er man færdig med at løbe opad, og så går det faktisk et ret langt stykke en smule nedad og ligeud. Her løber man langs den meget smukke Hammersø, før man runder det yderste hjørne af Sandvig med masser af publikum og hep. Herfra løber man ind på Hammerknuden, et bakket område med ujævnt terræn, som man deler med fårene og deres efterladenskaber (og her menes ikke uld). Nu kan man godt synes, at det bliver lidt hårdt, men om lidt bliver det værre. Så nyd det, og har man overskud til at kigge op, har man det smukkeste vue ud over Salomons Kapel, en gammel ruin, samt over vandet. Her skal samles kræfter, for efter en lille km i et sandet hjulspor er der kun én vej: OP. Med en stigningsprocent på op til 17 vælger mange motionister at gå, for det er alligevel hurtigere end at løbe. Og man vil gerne have kræfter til at løbe i mål. Det tror man også man har, lige indtil man har rundet det sidste hårnålesving, hvor det stiger uhyggeligt meget. Men i mål skal man, og i mål kommer man. På toppen er man i himlen i mere end én forstand.
    Vælger man at forlade målområdet ved at gå ned ad sydsiden (praktisk for os der har parkeret der), er der endnu en spektakulær tur, denne gang en gå/klatretur for de trætte ben ned fra Hammer Fyr, med udsigt til solnedgang over klipperne på den ene side, samt fuld oversigt over Hammer- og Opalsøen med de rå klippevægge. Meget, meget smukt.
  5. Rønne, 10 km. Igen en relativt let rute, men på dette tidspunkt er benene efterhånden godt trætte og tunge. Man løber igennem Rønne, over Torvet, ud over havnen, langs havnefronten med hav- og soludsigt og op i Nordskoven. Retur ad landevejen og det sidste stykke langs den gamle jernbanesti med masser af publikum undervejs, før man løber ind på Rønne stadion til målfest, medalje og måske pastasalat, hvis man ikke har andre aftaler.

Til vores store glæde lykkedes det for alle resterende 7 deltagere at gennemføre alle etaper på tilfredsstillende vis, selvom enkelte af os måske manglede lidt træning. Stort tillykke til debutanterne, der med større eller mindre sammenbidthed gennemførte, samt til Lene Larsen, der har formået at gennemføre 5 etaper i træk, og bliver hurtigere år for år!

Skønt mange, mange roser til EB fra os deltagere gamle, er der også en del udfordringer forbundet med løbet. Dels skal man jo kunne løbe 5 dage i træk, og man skal være klar til at løbe i forskelligt terræn. Men der er også hele logistikken samt ikke mindst det, at det for ikke-bornholmere vil være en del af ferien. Etapen ligger altid i uge 30, som er højsæson med mange sommergæster på Bornholm i forvejen, og det kan være svært at finde et sted at bo der er til at betale. Transporten til og fra etaperne kan være en udfordring afhængigt af hvor man bor, og om man har bil til rådighed. Til de svært tilgængelige etaper er der dog indsat busser. Endelig er der ferien, som mange holder med familien i den uge, og de kan synes, at det er en kende underligt at bruge det meste af dagen på at forberede sig på at skulle løbe om aftenen. Det sætter en begrænsning for de fleste i forhold til indtag af mad og drikke samt hvor megen energi man bruger på gåture. Nogle af os har på den hårde måde lært, hvad man ikke skal. Et par tips: Ingen røgede, fede madvarer til frokost, med mindre du synes det smager tæskelækkert også 5 timer efter indtag. Ikke noget besøg hos Fru Petersens kagebord i Østermarie. Ikke noget med at drikke sig i hegnet i Svaneke bryg til onsdagsfrokosten. Mange deltagere spørger hvert år, hvorfor det ikke bare rykkes til om morgenen, så har man resten af dagen til at skeje ud og holde ferie. Men det er af den simple årsag, at der bruges mange frivillige hjælpere, og det er oftest bornholmere, der også skal passe deres arbejde.

Hermed har du nu nok luret, at en fælles tur til Bornholm nok ikke kan blive som de ture, vi har til fx Hannover, hvor vi spiser sammen, følges ad, mødes her og der… Der er simpelthen for mange andre hensyn og afhængigheder: af øvrig familie, tisse- og parkeringsmuligheder, manglen på caféer dér midt i naturen, spisesteders lukketider når man endelig har været hjemme i bad osv. Det ses også på vores før/efter billeder, hvor der hele tiden manglede en eller flere deltagere. Det lykkedes dog for næsten alle deltagere – Eik kunne desværre ikke – inkl. private heppekor Johnny og Jeanie (Camillas mor) at mødes til morgenbollepicnic i Dueoddes bløde sand. Morgenbollepicnic er, hvor hyggeligt det end er, nok mindre sjovt end det lyder… Navnet kommer af, at hver deltager kan få 3 gratis rundstykker i den lokale Brugsen, så hvis man er tidligt nok oppe, kan man være heldig at få en bolle som egner sig til picnic.

Og så er det sikkert nu, du spørger, hvorfor er Etape Bornholm så så fantastisk… Ja, det har undertegnede også spurgt sig selv om, nærmest på hver eneste etape. Janne… hvorfooooor??? Jeg kan naturligvis ikke sige mig helt fri for min tilhørsfaktor til klippeøen, eftersom jeg for nu 34 år siden smed mine slævere ind hos en granitmand, og vi har færre udfordringer i forhold til logistikken, idet vi kan bo hos familie i Hasle. Som ferieby er den en halvkedelig affære, men transportmæssigt ligger byen fremragende for alle etaper. Desuden har vi har adgang til bil.

Men det er altså ikke kun det. Det er hele løbets stemning, afviklingen, de frivilliges indsats, lykken ved at se sig selv helt rød i kammen på TV2/Bornholm senere på aftenen, opbakningen til alle – og her menes der ALLE, også de, der kæmper hele vejen og ligger bagerst i feltet. Alle får opmuntrende ord med på vejen. Og alene naturoplevelsen er utrolig – hvor ofte kan du betragte solens nedstigning mod horisonten ud over havet mens du løber? Ja, på Etape Bornholm er det 4 ud af 5 etaper. Vejret er oftest godt, statistikken siger 4 etapers regn i alle 25 år. Endelig er det simpelthen det at blive udfordret på løb, på en helt anden måde end man er vant til. Jovist, vi kan træne bakker i Søndermarken. Men sammenlignet med vejen op til Hammeren kan selv Hilbertbakken godt gå hjem og lægge sig. Og så er der MASK – en gruppe af mandlige sygeplejersker, der har lige så mange heppere som løbere med sig. Og DE kan heppe. Nuvel, formentlig snarere af hende den langbenede på 20 foran mig, men det rammer og virker altså alligevel.

Nogle Valbyløbere har, efter erfaring med Etape København, spurgt, om det dog ikke er kedeligt at alle etaper er de samme ruter. Men formålet med EB er jo netop at se den spektakulære natur som Bornholm kan byde på, og der findes ikke større forskelligheder noget andet sted på øen, endsige i landet. Derfor giver det simpelthen ikke mening at ændre på allerede fungerende ruter. Når det så er sagt, sker der dog af og til små ændringer i de to by etaper, og så er de naturskabte – ruten på Dueodde strand er aldrig ens, for stranden og sandet ændrer sig hele tiden.

Er EB for de få? Det er svært at sige… ikke alle var lige begejstrede efter fredagens finale. Det kan være svært at få øje på det smukke i naturen, når man skal bruge kræfter på at undgå at skvatte over selvsamme natur i form af trærødder, skærver mv. på de mere trail-lignende etaper. Ligeledes kan det måske være svært at finde motivationen, når kroppen protesterer eller man er nået til kvalmegrænsen halvvejs i en enkelt etape. De, der uden problemer kan gennemføre et maraton, har måske mere ud af den form for løb. Men vi er nogle, der har fundet vores løb, og Peer og jeg skal naturligvis med til næste år. Vi håber at se flere Valbyløbere. Og psst… der er Early Bird frem til udgangen af august ☺